Spørgsmål
Hvad er en borgerlig begravelse?
Nogle ønsker at blive begravet eller bisat væk fra kirkens rammer og uden deltagelse fra en præst eller anden religiøs leder. Dette kaldes en borgerlig begravelse.
Enhver, der ikke er medlem af folkekirken, får som udgangspunkt en borgerlig begravelse, men også medlemmer af folkekirken kan vælge at få det. Ofte vil ønsket være tilkendegivet i et testamente eller i ”Min sidste vilje”.
Hvordan foregår en borgerlig begravelse?
Ved en borgerlig begravelse arrangerer de pårørende en eventuel mindeceremoni uden inddragelse af en præst eller anden religiøs leder. Her kan det være særligt gavnligt at få hjælp fra en erfaren bedemand til at koordinere alt det praktiske.
Mindeceremonien afholdes væk fra kirkens rammer, eksempelvis i hjemmet, på stranden, i det lokale forsamlingshus eller på sygehusets kapel. Der er ingen lovkrav til placeringen, udover at ceremonien skal være sømmelig og ikke må forstyrre offentligheden. Vi hjælper gerne med at finde det rette sted.
Indholdet af mindeceremonien afhænger af både den afdødes og de pårørendes ønsker. Nogle ønsker blot en beskeden afsked i sygehusets kapel, andre en længere ceremoni med mindetaler, fællessange eller musikalske indslag. I disse tilfælde fungerer bedemanden oftest som ceremonileder og tovholder, så alle deltagere kender slagets gang.
Kan man stadig få gravsted på en kirkegård?
Selvom man har afholdt en borgerlig ceremoni og muligvis ikke er medlem af folkekirken, har man ret til at få et gravsted på en af folkekirkens mange kirkegårde. Det vil sige, at man uagtet sit tilhørsforhold til folkekirken kan blive begravet eller få sin aske nedsat på en offentlig kirkegård.
Dog er prisen på gravsteder typisk højere for ikke-medlemmer, men det varierer fra kirkegård til kirkegård. Dette hjælper vi naturligvis gerne med at undersøge. Som alternativ kan man få sin aske spredt over havet, få en skovbegravelse, få sin urne anbragt på et kolumbarium eller nedsætte sin aske på privat grund. Læs mere om mulighederne her.